|
|
Muslimer i transnationalitet / Transnational
islam
Af Nils Bubandt,
Maria Louw og Mikkel Rytter
Markante begivenheder i nyere tid såsom Rushdie-affæren, den 11.
september og karrikaturkrisen har sat islam på den internationale
dagsorden. Trods forudsigelser om religionernes mistede betydning og
verdens af-fortryllelse synes religion at have fået ny kraft og
vitalitet i en moderne global verden. Det er ikke længere alene
relevant at forholde sig til globaliseringen af islam, men også til
islam som en globaliseringsdynamik.
Alle fem artikler i dette temanummer operer på to niveauer. Dels
tilvejebringer artiklerne empirisk viden om, og analytisk indsigt i,
’muslimer i transnationalitet’: de viser, hvordan lokale religiøse
praksisser og trosforestillinger knytter muslimer - med eller mod deres
vilje - til forskelligartede fællesskaber på tværs af landegrænser.
Dels giver artiklerne teoretiske perspektiver på ’transnational islam’,
i den forstand, at de alle på et mere overordnet plan afsøger og
diskuterer religionens organisering, appel og plasticitet i en global
verden. Vi vil diskutere de to analytiske niveauer lidt mere udførligt
hver for sig.
Et fokus på ’muslimer i transnationalitet’ tager afsæt i individer og
grupper, der bekender sig til, og i varierende grad praktiserer,
religionen islam. Deres liv er (ligesom alle andres) placeret i og
formet af en lokal og national kontekst med sin egen unikke historie og
sine egne unikke mulighedsbetingelser. På samme tid indgår de dog også
i forbindelser og fællesskaber på tværs af disse grænser. Termen
’muslimer i transnationalitet’ henviser derfor både til muslimer, der
lever som del af en majoritet i lande hvor islam er den dominerende
religion og derfra knytter forbindelser ud i verden, og til muslimer
der qua en forhistorie som migranter eller flygtninge lever som
minoriteter rundt om i verden.
Generelt fordrer et transnationalt perspektiv et opgør med den
’metodologiske nationalisme’ (Beck 2002; Wimmer og Glick Schiller
2003), der, som en container, lader nationalstaten og dets samfund være
ramme for en given analyse. I stedet er det blevet foreslået, at vi
begriber vores studieobjekt som ’sociale felter’; en langt mere
fleksibel betegnelse som rummer samspillet mellem lokale og globale
niveauer og fænomener (Gluckman 2006: 20). Som direkte følge heraf kan
’transnationale sociale felter’ defineres som: ‘a set of multiple
interlocking networks of social relationships through which ideas,
practices and resources are unequally exchanged, organised and
transformed’ (Levitt og Glick Schiller 2004: 1009).
Ralph Grillo (2004) peger på tre modeller for, hvordan religiøse
forestillinger og praksisser knytter praktiserende muslimer sammen i
transnationale sociale felter.
1) Det kan ske bi-polært dvs. tilfælde hvor der er to destinationer
involveret fx Algeriet-Frankrig eller Danmark-Pakistan.
2) Det kan også ske cirkulært, dvs. at mennesker, kapital, ideer og
objekter cirkuleres mellem tre eller flere destinationer.
3) Eller det kan henvise til den overnationale forestilling om den
muslimske umma, et forestillet fællesskab der knytter muslimer sammen
verden over (Grillo 2004: 865-866).
Samlet tager et perspektiv på ’muslimer i transnationalitet’ afsæt i,
hvordan personer, familier og kollektiver konkret søger at leve og
praktisere deres religiøse tro på deres egne måder indenfor de
mulighedsbetingelser, som disse forskellige transnationale sociale
felter giver.
Anderledes forholder det sig med perspektivet på ’transnational islam’,
der henviser til religionens udstrækning og vidtrækkende appel, dens
globale organisering samt markante plasticitet. Det er blevet
foreslået, at den iranske revolution i 1979 signallerede en ny slags
’globalitet’, en verden hvor religion er en central aktør på den
globale politiske scene (Berger 1999; Casanova 1994; Habermas 2002). I
den forstand er religion blevet en global drivkraft: en proces som for
både islam og kristendommens vedkommende er accelereret siden
terroranslagene i New York og Washington 2001. Selvom dette er et kendt
fænomen, har det kun langsomt ændret ved den akademiske debat om
transnationalisme og globalisering, der fortsat fokuserer mere på
økonomiske og teknologiske dimensioner end på ’spirituelle’ former for
globalisering, og derved risikerer at overse, hvor meget det økonomiske
og det spirituelle reelt er knyttet sammen i verden i dag. Joel Robbins
ser for eksempel spredningen af karismatisk kristendom som et af de
mest succesfulde men også oversete eksempler på globalisering (Robbins
2004). Islam synes på samme måde at være globaliseret på en mere intens
måde de senere år. Vi bør dog være opmærksomme på den ’presentisme’,
der ofte sniger sig ind med begreber som transnationalisme eller
globalisering, der illuderer at karakterisere tiden lige præcis ’nu’.
Dette greb risikerer følgelig at ignorere den lange forhistorie islam
og andre globalt ekspansive verdensreligioner har haft i århundreder
(Bubandt 2001).
Hvorfor ’rejser’ nogle religioner tilsyneladende bedre end andre? For
at besvare dette spørgsmål, må man se på de specifikke betingelser der
er for religioners udbredelse – og her er et studie af de
transnationale sociale felter relevant. Men transnationalisering af en
religion kræver, som Thomas Csordas (2009) fremhæver, også noget af
religionen selv: for at en religion kan udebredes i stor skala skal den
have en ’bærbar praksis’ og en ’overførbar besked’ (ibid.: 4-5).
En succesfuld transnationalisering af islam (eller en hvilken som helst
anden religion) kræver desuden at religiøse praksisser og ideer kan ’få
et lift’ via et transportmiddel. Her opremser Csordas henholdsvis
missionsvirksomhed, medier, migration og mobilitet som de mest
iøjnefaldende (ibid.: 5-6). Alle fem artikler i dette temanummer
illustrerer hvordan disse sådanne ’fartøjer’ bidrager til
transnationaliseringen af islam fx i kraft af virtuelle
læringsfællesskaber, rejsende imamer eller migranters fortsatte
tilknytning til religiøse ideer og praksisser fra deres første
hjemland.
I temanummerets første artikel anvender Lasse Lindekilde
karikaturkrisen og det arabiske forår til at pege på, hvad han kalder
’transnational aktivisme’. Han diskuterer i hvilken grad transnational
mobilisering via nye sociale medier reelt har det revolutionære
potentiale til at give mere eller mindre undertrykte minoriteter en
stemme, som man ofte umiddelbart tillægger dem. Med udgangspunkt i en
analyse af udviklingen af karikatur-krisen i og udenfor Danmark
beskriver Lindekilde hvad han kalder en ’boomerang effekt’, hvor den
meget omdiskuterede imam-delegation var et forsøg på at skalere en
lokal konflikt fra ’lille Danmark’ til at adressere en bredere
offentlighed i andre dele af verden, herunder måske særligt i
Mellemøsten. Optrapningen gav imidlertid bagslag og viste sig på sigt
at svække sagen og skade omdømme og troværdighed blandt de personer,
der deltog i delegationen. På denne baggrund reflekterer Lindekilde
over de sociale mediers frigørende potentiale og betydning i det
arabiske forår. Artiklen viser, at selvom imam-delegationen agerede i
et transnationalt socialt felt og appellerede til en bredere
offentlighed, gav den transnationale mobilisering bagslag for dem i den
lokale danske kontekst. Eksemplet illustrerer globaliseringens
uforudsigelige dynamikker, for ikke bare var delegationens effekt i
Danmark utilsigtet; det var dens effekt i resten af verden også, da
rygter om tegningerne spredte sig i ukontrollable netværk medieret af
nye sociale medier og motiverede demonstrationer og uroligheder i en
række lande, som for eksempel Syrien, Pakistan og Indonesien.
Den lokale nationale kontekst spiller ligeledes en central rolle i
Kirstine Sinclair sammenlignende studie af den internationale
islamistiske organisation Hizb ut-Tharir’s afdelinger i henholdsvis
Storbritannien og Danmark. Selvom organisationen slår sig op på at være
global og på at arbejde ideologisk for Khalifatets genindførelse, så
viser Sinclairs studie af to nationale afdelinger, at organisationen i
stigende grad er lokalt forankret og måske i stigende grad begynder at
være mere nationalt orienteret, hvilket blandt andet kommer til udtryk
ved, at man skifter navn til Hizb ut-Tharir Britain (HTB). I kraft af
medlemmernes forankring i nationalstater med vidt forskellige
livsbetingelser forekommer det svært (måske endda lidet ønskværdigt) at
finde fælles fodslag om en enstemmig vision for organisationen.
Artiklen illustrerer, hvordan der kan være forskel mellem transnational
islam, her i betydningen af en international organisation med et fælles
politisk sigte, og de konkrete udmøntninger disse antager lokalt.
Internettet spiller en væsentlig rolle i udbredelse og etablering af
den globale organisation, men virker måske på den lange bane direkte
modsat, i det internetsiderne kommer til at adressere et lokalt
publikum.
Kasper Mathiesens artikel viser ligeledes, hvordan nye medier anvendes
i udbredelsen af islam. Med afsæt i det, Mathiesen kalder en
neo-traditionalistisk sufi orden, fokuserer analysen på de ’selvets
teknologier’, der knytter sig til religiøs praksis i
bâ’alawiyya-traditionen, som den formidles i de internationale
undervisningsforløb, denne sufi-gruppe tilbyder. Kursernes succes
afhænger blandt andet af deres evne til at kondensere
bâ’alawiyya-traditionens religiøse indhold i en række ‘bærbare’
praksisser eller rituelle teknologier og en ‘overførbar’ besked, der
især handler om den rette omgang med selvet. Selvet er således både et
vigtigt udgangspunkt for sufismens ideer om den korrekte tilbedelse af
Allah og for senmodernismens ideer om refleksion og det succesfulde
liv. Mathiesen viser, hvordan universitetet i Tarîm, deltagelse i
virtuelle læringsfællesskaber samt sommerskoler for dedikerede murids
fra hele verden nærmest giver ordenen en centripetal kraft mod centret
omkring shaykh al-Habîb ‘Umar bin Hafîz samt en centripetal kraft i sin
udbredelse og missionering, hvor dedikerede studerende gennem selvets
teknologier skal agere gode eksempler og derigennem øve indflydelse på
muslimske brødre og søstre og de lokale sammenhænge, de lever i rundt
om i verden.
Som allerede påpeget med Ralph Grillo overfor, er forestillingen om
ummaen per definition transnational (måske før-national), idet den
samler muslimer i hele verden trods divergerende religiøse retninger og
på tværs af etnisk pluralisme, sprogforskelle, landegrænser og
kontinenter. Baseret på en beskrivelse af en række arabisksprogede
fredags khutba’er givet af forskellige imamer i Det Islamiske
Trossamfund i København, analyserer Andreas Lysholt Mathiasen de
udlægninger af ummaen der mobiliseres. Et gennemgående tema er, hvordan
ungdommen, som den nye generation, spiller en signifikant rolle for
ummaen blandt arabiske muslimer, både i vesten (i dette tilfælde
Danmark) og for revolterne i det arabiske forår. Selvom forestillinger
om ummaen henviser til et overnationalt muslimsk fællesskab, viser
Lysholt Mathiasens analyse, hvordan der i de senere år er sket et
konkret skifte i Det Islamiske Trossamfunds generelle standpunkt: hvor
der tidligere var fokus på at levere et islamistisk politisk indhold
gennem khutba’en, synes det nu vigtigt at præsentere et mere klassisk
salafistisk indhold med fokus på ritualer og moralske handlinger.
I den sidste artikel tager Mikkel Rytter afsæt i pakistanske
migrantfamilier og diskuterer, hvordan og hvorfor nogle af disse
tilsyneladende, trods en markant social, økonomisk og uddannelsesmæssig
mobilitet gennem deres fyrre år i Danmark, har mistanke om, at de er
ramt af kala jaddu (trolddom), der udspringer fra Pakistan. Sådanne
forestillinger er integreret del af den Barelvi-tradition og udlægning
af islam, der er fremtrædende i store dele af Punjab. Migrantfamilier
indhentes så at sige af fortiden. Modtræk mod okkulte angreb erhverves
ofte i Pakistan af en pir (shaykh), der kan tilvejebringe religiøse
teknologier i form af amuletter og bønner. Disse kan bruges som værn
mod de dårligdomme, der trænger sig på. Det transnationale sociale felt
migranterne lever og agerer i har således nogle transcendente
dimensioner. Endelig diskuterer Rytter, i hvilket omfang verserende
mistanker om okkulte angreb knytter sig til den spirende ontologiske
usikkerhed, der dels er resultatet af en migrantfamilieinstitution i
forandring og dels af den massive sikkerhedsliggørelse af islam og
muslimer, der har taget fart i Danmark siden 2001.
Samlet set viser særnummerets fem artikler, hvordan islam ikke blot
manifesteres som religiøs tro, praksis og fællesskaber på tværs af
lande grænser, men også hvordan religionen islam i høj grad udgør en
global drivkraft og dynamik, der har fået endnu mere signifikans med
udbredelsen af diverse sociale og trykte medier, igennem
intensiveringen af tele-kommunikation, og i kraft af den stigende
globale mobilitet der er gjort mulig af stadigt billigere flybilletter.
Alle fem artikler viser dog samtidigt også (i varierende grad), at den
lokale nationale kontekst fortsat spiller en stor rolle for hvordan
islam fortolkes og praktiseres af muslimer.
God læselyst,
Redaktionen
Artiklerne i dette
nummer af tidsskrift for islamforskning blev første gang præsenteret på
et forskningsseminar om ’Muslimer i transnationalitet’ afholdt i januar
2011 på Aarhus Universitet, arrangeret af ’FIFO - foreningen for
islamforskning’ i samarbejde med forskningsprogrammet ’Sufism and
Transnational Spirituality’ (www.sufism.au.dk).
REFERENCER
Beck, Ulrik. 2002: “The Terrorist Threat: World Risk Society
Revisited”, in Theory, Culture & Society 19(4): 39-55.
Berger, Peter. 1999: The Desecularization of the World: Resurgent
Religion and World Politics. Washington: Ethics and Policy Center.
Bubandt, Nils. 2001: ’Efter globalisering? Nogle antropologiske
overvejelser’, Jyske Historiker 94-95: 42-70.
Casanova, José. 1994: Public Religions in the Modern World. Chicago:
The University of Chicago Press.
Csordas, Thomas. 2009: ’Introduction: Modalities of Transnational
Transcendence’, i T. Csordas (red.): Transnational Transcendence.
Essays on Religion and Globalization. Berkeley: University of
California Press, 1-29.
Gluckman, Max. 2006 [1961]: ‘Ethnographic Data in British Social
Anthropology’, I Evans, T.M.S og D. Handelman (red): The Manchester
School: Practice and Ethnographic Praxis in Anthropology. New York og
Oxford: Berghahn Books, 13-22.
Grillo, Ralph. 2004: ’Islam and Transnationalism’, Journal of Ethnic
and Migration Studies 30(5): 861-878.
Habermas, Jurgen. 2002: Religion and Rationality: Essays on Reason, God
and Modernity. Cambridge: Polity Press.
Levitt, Peggy og Nina Glick Schiller. 2004. ‘Conceptualizing
Simultaneity: A translocal social field perspective on society’,
International Migration Review 38(145): 595-629.
Robbins, Joel. 2004: ’The Globalization of Pentecostal and Charismatic
Christianity’, Annual Review of Anthropology 33: 117-143.
Wimmer, Andreas og Nina Glick Schiller. 2003. ‘Methodological
Nationalism, the social sciences, and the study of Migration: an Essay
in Historical Epistemology’, International Migration Review, 37(3):
576-610.
|
|
